avatar
mq.07

10. juni 2007

Fjernelse af modermærke

Jeg er en pige på snart 14 år, som er meget ked af, at jeg har et stort modermærke på min venstre arm.


Jeg er allerede både blevet laserbehandlet MANGE gange og hårbehandlet, men modermærket er stadig meget tydeligt, da både farven og hårvæksten vokser og vokser.


Modermærket bliver meget tydeligt brunt, og der vokser sorte hår på. Hvad kan jeg gøre ved det?


Jeg havde selv tænkt mig en idè om at få det skåret væk. Er det en mulighed? Ved godt, at det vil give et ar, men så vil modermærket forhåbenligt ikke vokse ud igen.


Og bliver hårene væk, hvis modermærket bliver skåret væk?


Mvh – Anonym

Profilbillede af Frants Grymer
Frants Grymer

11. juli 2007
Lægens svar

Kære Anonyme


Du skriver, at du er en pige på snart 14 år med et stort modermærke på venstre arm.


Du skriver også, at du har fået mange laserbehandlinger og jeg må som plastikkirurg advare dig imod dette, idet laserlys er meget intenst, mange gange stærkere end sollys, og man ved faktisk ikke i dag om den kraftige lysbestråling evt. kunne igangsætte forandringer, som kunne bevirke en ændring i ondartet retning.


Så længe der vokser sorte hår på modermærket, er det dog godartet. Ideén om at få skåret det væk er god, men for at kunne svare dig mere konkret om dette, er det nødvendigt at vide, hvor stort det er, og hvor det sidder.


Hvis det skal skæres væk, er der flere muligheder. Muligvis kan det gøres på én gang og syes sammen, og andre gange kan man lave serieekscision, og endelig, hvis det er meget stort, vil man kunne operere en såkaldt ekspander ind under huden og dermed udvide den normale hud, som støder op til modermærket og udnytte dette, når modermærket skæres væk. Endelig kan man også tænke sig regelret hudtransplantation efter fjernelse af modermærket. Hvis modermærket bliver opereret væk, vil hårene også være forsvundet for altid.