Lårplastik

Behandlingsinformation

Generelt om behandlingen

Efter et stort vægtab og ved en fremadskridende alder vil huden blive mindre elastisk, og huden kan begynde at hænge, hvilket kan være kosmetisk generende. Lårplastik er netop en kirurgisk procedure, som har til hensigt at fjerne slap og hængende hud samt overskydende fedt fra inderlårene.

Plastikkirurgen vil diskutere mulighederne ved lårplastik med patienten, så denne kan opnå en flot, jævn og stram hud. I nogle tilfælde vil kirurgen anbefale en fedtsugning alene, og en lårplastik vil derfor ikke være nødvendigt. I andre tilfælde vil speciallægen konkludere, at en fedtsugning ikke vil kunne afhjælpe på problemet, og det vil derfor være nødvendigt at foretage en lårplastik. Nogle gange kan en kombination af begge teknikker være mest hensigtsmæssig. Kun ved en konsultation hos en kirurg, kan han eller hun vurdere, hvad der vil være til patientens bedste.

Den største ulempe ved en sådan operation er det efterfølgende ar, som man unægtelig vil pådrage sig efter endt kirurgi. Kirurgen vil dog til hver en tid bestræbe sig på at lægge snittet på en sådan måde, at det gemmes væk på mindre synlige områder af kroppen eller så arret dækkes af tøjet. Ved lårplastik er man ligesom ved arm-, bagdels- og abdominalsplastik nødsaget til at overveje og opveje, hvorvidt man kan acceptere dette ar, som følger med, hvis man vil opnå en mere jævn og stram hud ved en operation. Man kan som hovedregel sige, at jo mere slap og løs hud man har, desto større vil arret efterfølgende blive.

Proceduren

Der er naturligvis flere forskellige grader af, hvor udtalt et problem med hængende overskydende hud kan være, hvilket også har indfydelse på, hvor snittet skal lægges og hvor langt det skal være. Uanset hvad har en sådan operation til formål at fjerne det hængende væv og dermed reducere lårets omkreds.

Er huden meget slap og hængende ned mod knæet, kan det være nødvendigt at lægge et langt snit langs med indersiden af låret ned mod knæet. Huden løsnes herefter og trækkes opad, hvorefter den overskydende hud fjernes. Til sidst sys der sammen. Hvis der er tale om begrænset hudoverskud, kan man i nogle tilfælde nøjes med at lægge et snit i lysken.

Bedøvelse

Operationen kan enten foregå i lokal eller fuld bedøvelse og foretages enten ambulant eller under indlæggelse.

Bi-virkninger

Når man vågner fra bedøvelsen vil man opleve en del ømhed og smerter, som dog kan dæmpes med medicin. På grund af sårenes lokalisation er efterforløbet relativt ubekvemt, og man vil opleve kraftige stramningsfornemmelser og rødme. Blodudtrædninger (blå mærker) vil ligeledes pådrages, men også de vil langsomt forsvinde med tiden.

Risiko for komplikationer

Der er risiko for, at der kan ske skade på en nerve ved afskæring af overskydende hud, som kan resultere i midlertidig følelsesløshed, i værste tilfælde en permanent følelsesløshed.

Der er risiko for følgevirkninger af bedøvelsen, infektion, blødninger, dårlig sårheling og dårligt kosmetisk resultat samt for blodansamlinger.

Ingen form for kirurgi er risikofri, men meget alvorlige komplikationer indtræffer dog meget sjældent.

Heling og bedring

Det afhænger af patientens arbejde, hvornår dette kan genoptages. Normalt kan man dog regne med at der går 2-3 uger.

Fysisk anstrengende aktiviter, så som sport og aerobic, bør undgås i 4 uger. I den første tid efter operationen skal man undgå løft, og det tilrådes ligeledes ikke at køre bil i en uge.

Man må heller ikke side normalt den første uge. Man må stå, halvsidde eller ligge, da dette ellers kan betyde dårlig sårheling, og dermed grimmere ar.

Det kan tage op til 6 måneder eller mere før man kan se tegn på, at arrene bliver mindre tydelige.

Behandlingens varighed

Operationen tager normalt mellem 2-5 timer afhængig af omfanget.

Lovkrav til behandler og klinik

  • Indgrebet må kun udføres af læger med ret til selvstændigt virke.
  • Der må ikke anvendes medhjælp.