Kindimplantat

Behandlingsinformation

Generelt om behandlingen

Plastikkirurger bruger ansigtsimplantater til at forbedre og fremhæve ansigtets kontur. Disse implanter sørger for at skabe mere harmoni og balance til ansigtet.

Kindimplantater har primært til formål at fremhæve kindbenene.

Indsættelse af kindimplantater kan foretages alene, men mange gør det også i forbindelse men anden kosmetisk kirurgi. F.eks. ved ansigtsløftning, pandeløft eller øjenlågskirurgi.

Implantatet kan variere i både form og størrelse, hvilket muliggør en individuel tilpasning alt efter patientens behov.

Proceduren

Kindimplantats-kirurgi er en forholdsvis lille operation.

Kindimplantaterne indsættes oftest igennem et snit i munden, og placeres direkte på, eller lige under, kindbenet.

Ved netop et intra-oralt snit (snit i munden) vil kirurgen bruge selv-opløselige tråde til at lukke snittet i munden med.

Efter operationen vil man påføres en forbinding for at minimere hævelser og ubehag.

Bedøvelse

Alt efter omstændighederne kan indsættelse af kindimplantater foregå i lokalbedøvelse kombineret med noget beroligende medicin. Dog er fuld anæstesi (bedøvelse) oftest at foretrække.

Bi-virkninger

Patientens evne til at bevæge munden og læberne vil være reduceret midlertidigt. Af andre bivirkninger kan nævnes; ubehag, hævelser, blodudtrædninger (blå mærker), følelsesløshed og/eller stivhed i ansigtet.

Risiko for komplikationer

Der er risiko for at implantatet placeres upræcist, eller at der går infektion omkring det, hvorfor en ny operation vil være nødvendig.

Der også risiko for, at arvævet rundt om det kunstige implantat vil blive meget stramt og hårdt. Dette skyldes organismens reaktion på implantatets unaturlige form og kaldes kapselkontraktur eller kapselstramning.

Ved enhver operation er der risiko for komplikationer i forbindelse med bedøvelsen, blødninger, infektion, dårlig sårheling og blodansamlinger.

Ingen kirurgi er risikofri, men det er samtidig vigtigt at påpege, at meget alvorlige komplikationer er meget sjældne.

Heling og bedring

Arbejde kan genoptages efter ca. 1 uge. Der går dog normalt 2-4 uger før at man igen har et "normalt" udseende. Hovedet skal generelt holdes i ro efter operationen, og det tilrådes først at påbegynde aktiviteter, hvor hovedet bliver udsat for stød og rystelser, efter 6 uger.

Behandlingens varighed

Indsættelse af kindimplantater tager normalt mellem 30 og 45 minutter.

Lovkrav til behandler og klinik

  • Indgrebet må kun udføres af læger med ret til selvstændigt virke.
  • Der må ikke anvendes medhjælp.