En paryk er en kunstig erstatning af ens eget hår. Parykker fås i mange varianter, og der er stor forskel på kvalitet og pris.
Generelt om behandlingen

Parykker anvendes til mennesker, som er ramt af et større eller mindre hårtab. Helparykker anvendes, afhængigt af hårtabsmønster, ved et hårtab på ca. 40-50 %.
Parykker findes i dag i et utal af variationer og fremstilles både til fashion-markedet, men også til det medicinske hårtab, som mange mennesker oplever i kortere eller længere tid. Parykker anvendes både til det midlertidige og til det varige hårtab.
Man skelner mellem standardparykker i foruddefinerede mål og specialfremstillede parykker i individuelle mål.
Standardparykker inddeles typisk i kvalitetskategorier, hvor de maskinfremstillede parykker er de billigste. Herudover findes der parykker med integreret mono-del, som er en meget fin og tynd bund, der lader hud og hovedbund skinne igennem.
Endelig de håndlavede parykker, som er meget fint implanteret, og som ofte er meget lette med høj bærekomfort.
Egnethed
Parykker kan bevilges efter Servicelovens § 112, hvis man har et varigt hårtab. Det er i så fald kommunen, der udsteder en bevilling, og parykken er hermed et hjælpemiddel.
Alle mennesker med manglende hårvækst og stort hårtab kan anvende parykker, men man skelner mellem standardparykker og specialfremstillede parykker efter individuelle mål og afstøbning.
Standardparykker findes i dag også i flere størrelser. Kommunen skal bevilge en paryk efter en konkret, individuel vurdering, og det er vigtigt at kende brugerens livssituation for at kunne finde den rigtige paryk – det rigtige hjælpemiddel.
Er man patient og skal i kemobehandling, er det derimod regionen, der udsteder rekvisition på parykken. Her får man et fast standardbeløb, som er ens på landsplan.
Proceduren
En helparyk skal afprøves for at sikre optimal pasform og høj bærekomfort. Er man patient i kemobehandling, kan parykken godt afprøves, mens man har sit eget hår, men sikring af pasform er bedst, når der ikke er fuld hårvækst.
Standardparykken kan justeres lidt i omkreds, men hvis man oplever problemer med pasform, anbefales det at foretage en opmåling af issen.
Parykken anvendes ofte som hjælpemiddel, derfor skal der ved afprøvning konstateres høj bærekomfort og god pasform. Ved en speciallavet helparyk laves en fast afstøbning af hovedet, som parykken produceres ud fra.
Behandlingens varighed
Hvis en paryk anvendes hver eneste dag i alle døgnets vågne timer, er den gennemsnitlige holdbarhed ca ½ år. Dette gør sig gældende for både syntet- og ægtehårsparykker. Hårene slides, og parykken mister hår ved vask og børstning, samtidig slides bunden på parykken ved vask, sved og varme.
Prisniveau
Standardparykker i syntethår fås typisk i prisklasserne fra ca. 1.500,- og op til 4.500,- kr. Standardparykker i ægtehår ligger typisk fra omkring 5.000,- og op til 9.000,- kr.
Bemærk at dette er priser for standardparykker.


Claus Toftild er uddannet frisør med efteruddannelse i paryk og toupéarbejde i Tyskland og USA. Claus har undervist i paryk og toupearbejde i mange år, og har bl.a videreudviklet hårsystemet Hår for Livet. Claus Toftild ejer og driver Toftild Alternativt Hår i Aalborg som udelukkende beskæftiger sig med parykker, toupeer og hårproteser.
