Mini-mikrografting er den ældste teknik til hårtransplantation. En strimmel hud udskæres fra donorområdet, skæres i mindre stykker og placeres i modtagerområdet. Teknikken er hurtigere og billigere end FUE og FUT, men resultatet er normalt ringere.
Om hårtransplantation, Mini-mikrografting
Mini-mikrografting er en ældre teknik, hvor kirurgen fjerner en strimmel donorvæv (hår og hud) fra nakken med en mange-bladet kniv. Herefter skæres denne strimmel hår ud i mange mindre stykker - oftest uden brug af mikroskop(!)
Denne metode er den ældste af de 3, der anvendes idag. Resultatet er typisk ringere end ved de nyere FUT- og FUE-metoder, men mini-mikrografting er til gengæld hurtigere og billigere.
Generelt om hårtransplantation
En kirurgisk hårtransplantation vil sige, at man tager hår fra en sted på hovedet og placerer dem et andet sted. Typisk tager man donorhårene fra nakken eller siderne, hvor man typisk har mange hår, og hvor et ar let vil kunne skjules.
På grund af den betydningsfulde kirurgiske fremgang med forbedrede resultater, er interessen for hårtransplantation tiltaget væsentligt i løbet af det sidste årti.
Kort fortalt skyldes mandlig hårtab en lokal øget følsomhed overfor det mandlige kønshormon testosteron, som dannes i øgede mængder af alle under og efter puberteten. Dette kønshormon omdannes af et enzym (5-alfa reduktase type II) i hårbunden til et andet stof - nemlig dihydrotestosteron (DHT). En øget tilstedeværelse af netop DHT bevirker på sigt, at håret bliver tyndt, uden pigment, langsomtvoksende og til sidst ophører helt med at vokse.
Når man taler om hårtransplantation, så er forekomsten af donorhår en afgørende faktor - det vil sige donorhår fra eget hoved.
Håret hentes fra nakken og evt. fra siderne. Her falder håret nemligt sjældent af, da "5-alfa reduktase type II"-enzymet netop ikke er til stede i disse områder og derfor ikke kan omdanne kønshormonet til DHT.
Det gode ved hårtransplantation er derfor også, at når først de nye hår er plantet, så vil disse ikke falde af igen.
Egnethed
Om man er egnet til en hårtransplantation afhænger bl.a. af ens alder, hårfarve, arten og omfanget af hårtabet samt om man har glat eller krøllet hår. Kun en læge med erfaring inden for hårtransplantation kan vejlede den enkelte patient nærmere herom.
Hvis man allerede er helt skaldet, kan en hårtransplantation ikke lade sig gøre.
Proceduren ved hårtransplantation, Mini-mikrografting
Ved hjælp af en særlig kniv med mange parallelle blade skæres en strimmel hud og hår ud fra patientens nakke.
De stykker, som indeholder 1-2 hår kaldes for mikrografts, og dem som indeholder 3-6 hår, kaldes for små minigrafts. I nogle tilfælde vil minigrafts, produceret ved denne teknik, indeholde endnu flere end 6 hår - disse går under betegnelsen store minigrafts. Disse små stykker (grafts, enheder eller plugs - navne de også kan gå under) plantes herefter på det bare område i hovedbunden, hvor der ønskes behåring.
Ulemperne ved dene teknik er mange. Først og fremmest er brugen af en mange-bladet kniv - hvis dette er tilfældet - uhensigtsmæssig, da bladene på en sådan kniv er parallelle. De follikulære enheder i hovedbunden derimod sidder tilfældigt rundt omkring, hvorfor nogle af disse bliver beskadiget under denne udskæring fra donorområdet.
Den efterfølgende dissekering af de mindre stykker kan heller ikke betragtes som en optimal løsning, da man herved ikke formår at tage hensyn til, hvordan håret naturligt vokser - nemlig i folikulære enheder. At udtage/udskære udelukkende follikulære enheder til transplantation lader sig nemlig ikke gøre, hvis man ikke benytter et mikroskop. Nogle af de follikulære enheder risikerer endvidere at blive skåret en smule i stykker.
Denne metode giver derfor også et mindre tæt, flot og naturligt resultat end ved FUT og FUE. De eneste fordele man kan sige om brugen af denne teknik i forhold til de andre er, at den er hurtigere og billigere. Der skal dog gøres opmærksom på, at teknikker med tiden videreudvikles. Det kan betyde, at nogle klinikker, som anvender denne teknik, f.eks. godt kan bruge en enkeltbladet kniv og et mikroskop (dog ikke et så kraftigt mikroskop, som er påkrævet ved FUT), hvilket forbedrer denne teknik.
Men der forstås almindeligvis ved mini-mikrografting, at man ikke skærer hårene ud i follikulære enheder af 1-4 hår. En enhed, et graft eller et plug kan godt indeholde 1-4 hår, men de tilhører altså ikke nødvendigvis den samme follikulære enhed.
Proceduren ved hårtransplantation
Der findes en del forskellige teknikker til brug ved hårtransplantation, hvilket man bør sætte dig ind i.
For at kunne forstå de enkelte teknikker til hårtransplantation er det nødvendigt at have en grundlæggende forståelse for, hvordan vores hår på hovedet vokser.
Hår vokser naturligt i grupper af oftest 1-4 hår. En sådan gruppe, af enten 1, 2, 3 eller 4 hår (dog oftest 2 eller 3 hår), kaldes for en "follikulær enhed" eller på engelsk "follicular unit" altså forkortet FU.
Når en klinik f.eks. reklamerer med Single Hair Replacement eller Direct Hair Implant, skal man spørge klinikken om, hvad der egentlig menes med dette. Er der virkelig tale om, at klinikken kun flytter follikulære enheder med 1 hår i, eller er det bare en betegnelse for, at de kun flytter 1 follikulær enhed med enten 1, 2, 3 eller 4 hår i?
Envidere bør man ved FUT- og FUE-teknikken holde sig for øje, at nogle læger kun transplanterer follikulære enheder bestående af 1 hår eller måske 1 til 2 hår. Andre kombinerer størrelserne på de enkelte follikulære enheder, så der f.eks. kun bruges FU'er med 1 og 2 hår fortil ved hårgrænsen, og FU'er bestående af 3-4 hår på toppen af hovedet.
Der foregår megen polemik i lægekredse om, hvad der er mest hensigtsmæssigt. Vi opfordrer folk til selv at tale med de respektive klinikker herom.
En hårtransplantation varierer meget tidsmæssigt afhængig af teknik, karakter og omfang. Det er ikke unormalt, at en hårtransplantation tager mellem 2-8 timer. Som hovedregel kan man sige, at en operation ved brug af mini-mikrografts tager kortest tid at udføre. Herefter kommer FUT, mens FUE er den mest tidskrævende operation.
Bedøvelse
En hårtransplantation - uanset teknik - udføres oftest i lokal bedøvelse og er ambulant.
Bi-virkninger
Den største bivirkning ved både mini-mikrografting og FUT er det ar, som man unægtelig pådrager sig, efter udskæring af en strimmel hår i baghovedet. Den gode nyhed er dog, at dette ar ikke vil kunne ses da håret dækker for det. Kun hvis man har meget kort hår, eller barberer sig helt skaldet, vil arret bemærkes.
Efter operationen vil man opleve en smule smerter (mindst ved FUE). Man vil føle sig øm, og der kan forekomme hævelser, rødme og blodudtrædninger (blå mærker)i løbet af de næste dage (mindst ved FUE). Dette vil forsvinde i løbet af ugen.
Risiko for komplikationer
Ved en hårtransplantation er der, ligesom ved enhver anden operation, risiko for følgevirkninger af bedøvelsen, infektion, blødninger, dårlig sårheling og dårligt kosmetisk resultat samt for blodansamlinger.
Ingen kirurgi er risikofri, men det er samtidig vigtigt at påpege, at meget alvorlige komplikationer meget sjældent indtræffer.
Heling og bedring
Man kan som hovedregel sige, at mini-mikrografting-teknikken giver den langsomste heling.
Ved denne teknik anvender man slet ikke mikroskop eller kun et mindre kraftigt et, hvilket betyder, at man ikke kan trimme de enkelte enheder, grafts eller plugs. Disse bliver derfor fysisk større end ved FUT og FUE, hvorfor sårene også blive større og helingen langsommere som følge af selve beplantningen/transplantationen af disse.
Hvornår arbejdet igen kan genoptages, afhænger af hvilken teknik der benyttes, og ligeledes hvor "forfængelig" man er.
Nogle patienter kan principielt allerede tage tilbage til arbejde selvsamme dag. De fleste venter dog nogle dage til de værste hævelser har lagt sig.
Som regel vil det nye hår først være fuldt udvokset ca. et år efter operationen.
Behandlingens varighed
De hår, man har fået transplanteret, vil blive siddende resten af livet. De stammer nemlig fra områder af hovedet, hvor håret aldrig falder af.
Prisniveau
Mini-mikrografting er den billigste metode, da den tager kortest tid at udføre.
Prisen afhænger af, hvor mange enheder, der skal transplanteres. Typisk koster det mellem kr. 10 - 30 pr. enhed, hvorfor den samlede pris er meget individuel.
Hårtransplantation er en af de dyreste kosmetiske operationer, man kan få foretaget, da den er meget tidskrævende, og da kirurgen ofte har brug for adskillige assistenter.
Lovkrav til behandler og klinik
- Den ansvarlige for behandlingen skal være læge med ret til selvstændigt virke.
- Som medhjælp må bruges personer med relevante, dokumenterede kvalifikationer.
- Inden behandlingen skal patienten til forundersøgelse hos en speciallæge i plastikkirurgi eller en speciallæge i hud- og kønssygdomme.
En medhjælp må gerne selvstændigt udføre behandlingen, uden en læge er til stede. Den ansvarlige læge skal blot have sin daglige gang på klinikken.



