Ved FUT skæres en hel strimmel hud ud fra donorområdet som ved mini-mikrografting, men det er de enkelte follikulære enheder, der transplanteres som ved FUE. Resultatet er lige så godt som ved FUE.
Om hårtransplantation, FUT-teknik (FUSS etc.)
FUT står for Follicular Unit Transplantation altså follikulær enhed transplantation. FUT er en nyere, mere avanceret og bedre teknik end mini-mikrografting. Dette er i hvert fald den generelle opfattelse blandt kirurger.
Ved FUT udskæres et bælte af huden ligesom ved mini-mikrografting. Derefter udskæres de enkelte follikulære enheder, som derefter plantes én ad gangen i modtagerområdet. Her adskiller metoden sig væsentligt fra mini-mikrografting, da man i denne metode skærer huden ud i mindre stykker, men altså ikke helt ned i de enkelte follikulære enheder.
Generelt om hårtransplantation
En kirurgisk hårtransplantation vil sige, at man tager hår fra en sted på hovedet og placerer dem et andet sted. Typisk tager man donorhårene fra nakken eller siderne, hvor man typisk har mange hår, og hvor et ar let vil kunne skjules.
På grund af den betydningsfulde kirurgiske fremgang med forbedrede resultater, er interessen for hårtransplantation tiltaget væsentligt i løbet af det sidste årti.
Kort fortalt skyldes mandlig hårtab en lokal øget følsomhed overfor det mandlige kønshormon testosteron, som dannes i øgede mængder af alle under og efter puberteten. Dette kønshormon omdannes af et enzym (5-alfa reduktase type II) i hårbunden til et andet stof - nemlig dihydrotestosteron (DHT). En øget tilstedeværelse af netop DHT bevirker på sigt, at håret bliver tyndt, uden pigment, langsomtvoksende og til sidst ophører helt med at vokse.
Når man taler om hårtransplantation, så er forekomsten af donorhår en afgørende faktor - det vil sige donorhår fra eget hoved.
Håret hentes fra nakken og evt. fra siderne. Her falder håret nemligt sjældent af, da "5-alfa reduktase type II"-enzymet netop ikke er til stede i disse områder og derfor ikke kan omdanne kønshormonet til DHT.
Det gode ved hårtransplantation er derfor også, at når først de nye hår er plantet, så vil disse ikke falde af igen.
Egnethed
Om man er egnet til en hårtransplantation afhænger bl.a. af ens alder, hårfarve, arten og omfanget af hårtabet samt om man har glat eller krøllet hår. Kun en læge med erfaring inden for hårtransplantation kan vejlede den enkelte patient nærmere herom.
Hvis man allerede er helt skaldet, kan en hårtransplantation ikke lade sig gøre.
Proceduren ved hårtransplantation, FUT-teknik (FUSS etc.)
Princippet med, at man tager hår fra nakken og evt. fra siderne og planter det på de bare områder i hovedbunden, er det samme som ved mini-mikrografting. Det særlige ved FUT-hårtransplantation er derimod, at man dissekerer de enkelte stykker i follikulære enheder, som er den naturlige måde, som hår vokser på.
Dette lader sig gøre ved, i første omgang, at bruge en enkeltbladet kniv til at udskære én strimmel hår fra donorområdet (derfor kaldes denne teknik også for FUSS altså Follicular Unit Single Strip). Herefter foregår selve dissekeringen af de follikulære enheder ved hjælp af et kraftigt stereomikroskop.
Det siger sig selv, at brugen af et kraftigt mikroskop alt andet lige er en fordel, da kirugen på den måde bedre kan se, og undgår derved også at beskadige selve den follikulære enhed eller de enkelte hårfollikler.
Når hårfolliklerne bevares intakte, giver det også det enkelte hår den bedst mulige betingelse for at gro/vokse optimalt.
Undersøgelser viser, at der ved brug af FUT kombineret med brugen af et stereomikroskop giver 25% flere intakte hårfollikler i forhold til Mini-mikrografting-metoden.
Proceduren ved hårtransplantation
Der findes en del forskellige teknikker til brug ved hårtransplantation, hvilket man bør sætte dig ind i.
For at kunne forstå de enkelte teknikker til hårtransplantation er det nødvendigt at have en grundlæggende forståelse for, hvordan vores hår på hovedet vokser.
Hår vokser naturligt i grupper af oftest 1-4 hår. En sådan gruppe, af enten 1, 2, 3 eller 4 hår (dog oftest 2 eller 3 hår), kaldes for en "follikulær enhed" eller på engelsk "follicular unit" altså forkortet FU.
Når en klinik f.eks. reklamerer med Single Hair Replacement eller Direct Hair Implant, skal man spørge klinikken om, hvad der egentlig menes med dette. Er der virkelig tale om, at klinikken kun flytter follikulære enheder med 1 hår i, eller er det bare en betegnelse for, at de kun flytter 1 follikulær enhed med enten 1, 2, 3 eller 4 hår i?
Envidere bør man ved FUT- og FUE-teknikken holde sig for øje, at nogle læger kun transplanterer follikulære enheder bestående af 1 hår eller måske 1 til 2 hår. Andre kombinerer størrelserne på de enkelte follikulære enheder, så der f.eks. kun bruges FU'er med 1 og 2 hår fortil ved hårgrænsen, og FU'er bestående af 3-4 hår på toppen af hovedet.
Der foregår megen polemik i lægekredse om, hvad der er mest hensigtsmæssigt. Vi opfordrer folk til selv at tale med de respektive klinikker herom.
En hårtransplantation varierer meget tidsmæssigt afhængig af teknik, karakter og omfang. Det er ikke unormalt, at en hårtransplantation tager mellem 2-8 timer. Som hovedregel kan man sige, at en operation ved brug af mini-mikrografts tager kortest tid at udføre. Herefter kommer FUT, mens FUE er den mest tidskrævende operation.
Bedøvelse
En hårtransplantation - uanset teknik - udføres oftest i lokal bedøvelse og er ambulant.
Bi-virkninger
Den største bivirkning ved både mini-mikrografting og FUT er det ar, som man unægtelig pådrager sig, efter udskæring af en strimmel hår i baghovedet. Den gode nyhed er dog, at dette ar ikke vil kunne ses da håret dækker for det. Kun hvis man har meget kort hår, eller barberer sig helt skaldet, vil arret bemærkes.
Efter operationen vil man opleve en smule smerter (mindst ved FUE). Man vil føle sig øm, og der kan forekomme hævelser, rødme og blodudtrædninger (blå mærker)i løbet af de næste dage (mindst ved FUE). Dette vil forsvinde i løbet af ugen.
Risiko for komplikationer
Ved en hårtransplantation er der, ligesom ved enhver anden operation, risiko for følgevirkninger af bedøvelsen, infektion, blødninger, dårlig sårheling og dårligt kosmetisk resultat samt for blodansamlinger.
Ingen kirurgi er risikofri, men det er samtidig vigtigt at påpege, at meget alvorlige komplikationer meget sjældent indtræffer.
Heling og bedring
FUE giver den hurtigste heling. De små sår som dannes ved udtrækning af de follikulære enheder er så små, at de ikke behøver at sys sammen efter operation, hvorfor man også kan regne med at dette heler inden for en uges tid.
Hvornår arbejdet igen kan genoptages, afhænger af hvilken teknik der benyttes, og ligeledes hvor "forfængelig" man er.
Nogle patienter kan principielt allerede tage tilbage til arbejde selvsamme dag. De fleste venter dog nogle dage til de værste hævelser har lagt sig.
Som regel vil det nye hår først være fuldt udvokset ca. et år efter operationen.
Behandlingens varighed
De hår, man har fået transplanteret, vil blive siddende resten af livet. De stammer nemlig fra områder af hovedet, hvor håret aldrig falder af.
Prisniveau
FUT-metoden er dyrere end mini-mikrografting, da det er tidskrævende at skulle udskære de follikulære enheder enkeltvis fra donorhuden. Dog er metoden billigere end FUE, hvor de follikulære enheder skal udtages enkeltvis fra donorområdet.
Prisen afhænger af, hvor mange follikulære enheder (kaldes grafts), der skal transplanteres. Typisk koster det mellem kr. 10 - 30 pr. enhed, hvorfor den samlede pris er meget individuel.
Hårtransplantation er en af de dyreste kosmetiske operationer, man kan få foretaget, da den er meget tidskrævende, og da kirurgen ofte har brug for adskillige assistenter.
Lovkrav til behandler og klinik
- Den ansvarlige for behandlingen skal være læge med ret til selvstændigt virke.
- Som medhjælp må bruges personer med relevante, dokumenterede kvalifikationer.
- Inden behandlingen skal patienten til forundersøgelse hos en speciallæge i plastikkirurgi eller en speciallæge i hud- og kønssygdomme.
En medhjælp må gerne selvstændigt udføre behandlingen, uden en læge er til stede. Den ansvarlige læge skal blot have sin daglige gang på klinikken.



